Nedenstående er skrevet af Mogens Dam, indehaver af bogladen fra 1973 til 2001.
WILLIAM DAM - EN BOGHANDEL I PERSPEKTIV
I 1857 kunne man i Bornholms Avis se en annonce indrykket af J.J.Henriksen. Heri bekendtgjorde han, at han den. 9 sept. 1857 åbnede en bog, papir, musik og kunsthandel samt et lejebibliotek. Det skete på hjørnet af Søndergade og Østergade i Rønne. Det var modigt gjort, da Bornholm havde en befolkning på ca. 25,000, og hovederhvervene var landbrug og fiskeri. Det var slidsomme erhverv, der ikke levnede megen tid til litterær fordybelse. Henriksen havde måske heller ikke forestillet sig, at han havde grundlagt et langtidsholdbart firma, der i dag i 2022 eksisterer under navnet William Dam på St. Torv i Rønne.
På den danske kongetrone sad Frederik d. VII sammen med Grevinde Danner. Og var man f.eks. i København kunne man være heldig at møde
H. C. Andersen (1805 - 1875) eller Grundtvig (1783 – 1872) på gaden. Man må forestille sig Henriksens boghandel, som lille, meget lille, og med få varer. Rønne var en lille by med dybe rendestene til at opsamle både dyrenes og menneskenes affald. Mange havde en gris og nogle høns indendørs for at sikre familien mad, og latrin og affald fra både mennesker og dyrehold blev dels brugt som gødning, dels ledt direkte ud i rendestenen. Da glødepæren ikke var opfundet, det blev den først i 1878, var der om natten mørkt i gaderne, som i øvrigt både var plørede og med meget ujævn belægning. Heller ikke i det øvrige Danmark var der mange boglæsere, så man må sige, at J.J. Henriksen var en foregangsmand med visioner.
En fast skibsforbindelse til København fandtes heller ikke. Men 9 år senere i 1866 stiftede man Dampskibsselskabet på Bornholm af 1866 – et selskab, der skulle sørge for, at der var en regelmæssig forbindelse til hovedstaden. Kun om sommeren var der regelmæssig sejlads. Det ville man nu råde bod på. Men inden da og 3 år efter Henriksen åbnede sin boghandel, byggede man i 1860 fregatten Jylland, der i 1864 deltog i søslaget ved Helgoland. Også slaget ved Dybbøl i 1864, hvori ca. 270 bornholmere deltog, og hvor danskerne led et katastrofalt nederlag, og tabte Lauenborg, Holsten og Slesvig skete mens Henriksen drev sin forretning på Bornholm.
1868 solgte Henriksen imidlertid både ejendom og forretning og flyttede fra øen. Køberen var Peter Bjørnbak, der ønskede at drive forretningen videre under eget navn, men allerede 1874 solgte han og drog til København, hvor han grundlagde den kendte Bjørnbaks Konvolutfabrik.
Det var før nogen havde forestillet sig e-mailen, og markedet var meget stort. Alle skrev og sendte breve, stod på posthuse for at købe frimærker og puttede brevene i røde postkasser, som blev tømt af røde postbude.
Bjørnbak solgte i 1874 til Ludvig Ferdinand Bjerg og firmanavnet ændredes til L.F. Bjergs Boghandel – Bjørnbaks Efterfølger. Bjerg lejede sig ind i telegrafbestyrer B.P. Carstens ejendom, der lå på St. Torv mellem Nygade (det nuværende Snellemark) og Antoniestræde. Her gik han i 1879 konkurs, og rejste til København, hvor han blev musiker i Tivoli Koncertsals Orkester. Men hans tidligere lærling – Frits Sørensen stod parat og overtog forretningen 1879 - 3 år efter at Graham Bell opfandt telefonen, og samme år som glødelampen blev opfundet. Endelig havde forretningen fået en langtidsholdbar indehaver, der med sin iderigdom drev forretningen fremad.
Frits Sørensen engagerede sig i lokalsamfundet, hvor bl.a. Rønne Teater nød godt af hans iderigdom og flid. Men han blev samtidig en kendt og respekteret boghandler på landsplan og dertil meget velhavende. Så velhavende, at han kunne indstifte flere legater. Her kan nævnes et rejselegat for unge boghandlere, samt i den mere kuriøse ende, et snapselegat, der skulle betale den sidste snaps for deltagerne i Den danske Boghandlerforenings årlige generalforsamling.
1927 flyttede han imidlertid til København efter at have sat en bestyrer (Vagn Petersen) på bogladen. I København begyndt han at handle med huder og skind og ikke mindst ejendomme, hvilket gjorde ham endog meget velhavende. Akkuratesse og punktlighed var hans varemærke.
Mens Frits Sørensen ejede boghandelen, drev han den under eget navn: Frits Sørensens Boghandel. Forretningsart: Sortimentsboghandel, papir,
musik-og galanterihandel, forlagsvirksomhed samt lejebibliotek. Det var i perioden 1879 – 1933.
I den periode skete der mange ting ude i verden og i Danmark. Opfindelser stod i kø sammen med store begivenheder og ulykker. For at tage de sidste først, så skulle vi opleve 1. verdenskrig (1914 – 1918), en skyttegravskrig der kostede ca. 10 millioner mennesker livet.
I hælene på 1. verdenskrig kom den spanske syge, som man stod uforstående over for, og som kostede ca. 50 millioner livet på verdensplan.
Under alt dette arbejdede Frits Sørensen i sin boghandel, og tog nye varegrupper ind, ligesom forretningen voksede. Frits Sørensen var en driftig mand, der havde øje for nyheder til bogladen.
1896 kunne man således læse i Bornholms Tidende:
Boghandler Frits Sørensen har forevist os en lille Nyhed, der er ganske fiks. Det er en Monogrampresse af
Celluloid, med hvilken man på Brevpapir kan trykke sit Navnetræk med smukt sammenslyngede ophøjede Bogstaver. Indretningen kan mageligt
gjemmes i en Portemonnæ eller i en lomme.
Men som sagt stod opfindelserne også i kø. Benz opfinder den benzindrevne bil i 1885.
I 1903 lykkedes det for for brødrene Wright at holde deres flyvemaskine i luften i 12 sekunder, en bedrift, der gav genklang verden over. Men skeptikerne var mange – det var for abstrakt for de fleste. Flyvemaskinen var dog kommet for at blive, og interessen for fænomenet var stor – så stor, at Boldklubben Viking 9 år senere - altså i 1912 arrangerede en flyveopvisning på Galløkken nær Rønne. Det var flyver Hr. Severinsen, man skrev kontrakt med, og han ville ankomme med sit hjemmebyggede fly MAAGEN. I kontrakten stod, at at Hr. Severinsen
skulle holde maskinen i luften i 3 minutter. Salæret blev sat til kr. 1000.-, men så skulle Severinsen også selv afholde udgifterne til transport af flyet
til og fra Bornholm. Det var et stort arrangement, som både blev kundgjort i avisen og med trommehvirvler. Opvisningen var sat til 1. pinsedag, 25. maj 1912.. Men desværre blæste det for meget, så arrangementet måtte udskydes en uge til 1. juni 1912. Men ventetiden havde tæret på folks interesse og Severinsen kunne ikke holde maskinen i luften i 3 minutter, så resultatet blev en nedsættelse af honoraret til 650 kr. Vikings overskud – for der blev et overskud – var på 13 kroner og 17 ører. I parentes kan bemærkes, at Rønne Lufthavn (nu Bornholms Lufthavn) – blev anlagt 1938, hvorfor Galløkken var det naturlige sted for et arrangement i den
størrelsesorden.
1908 fremstiller Henry Ford Model T automobilet, mens Sir Alexander Fleming opdager penicillinet i 1928. I 1927 fløj Charles Lindbergh som den første fra USA til Europa, hvor han 33 1/2 time senere landede sit fly Spirit of Saint Louis i Frankrig.
Men inden da, havde Bornholm fået sit første automobil. Det var farmakut Soltau Sivertsen fra Hasle, der fik Bornholms første automobil og datoen var 1. juni 1905. Soltau Sivertsen var både fotograf i Hasle og farmakut på Rønne Apotek. Sivertsen var en farverig person, der også dyrkede lægeplanter, ligesom han så mulighederne i turismen på Bornholm. Det nyindkøbte automobil skulle således transportere turisterne rundt til øens seværdigheder. Han var desuden i en årrække repræsentant for Danmark-Amerika Linjen på Bornholm. Der var stil over Soltau Sivertsen.
Men både mennesker og heste var bange for automobilet. Man kørte gerne en omvej, for ikke at møde Sivertsen og hans automobil. Og Sivertsen kunne ikke betegnes som FARTBØLLE. Han kørte så langsomt, at Chr. Colberg fra Tornegård i Klemensker slog knald med pisken, og de skrækslagne heste overhalede næsten flyvende Sivertsen.
Men for at vende tilbage til bogladen: I 1920 kom William Dam i lære hos Frits Sørensen selv. Derefter gik turen til Nykøbing F. hos Macheprangs Boghandel, og i fritiden var det den lokale roklub, der var den store interesse.
En dag , da William Dam var ude med roklubben, lagde de til ved en sommerrestaurant for at få en kop kaffe. Helt tilfældigt sad Frits Sørensen der også, og da han fik øje på sin tidligere lærling, kaldte han ham hen til sig og spurgte, om det ikke var noget for ham at købe sit gamle lærested i Rønne.
Det kunne William Dam godt tænke sig, men havde ikke penge i den størrelsesorden.
"Det må vi finde ud af, men jeg synes De skal købe den."
Derefter tog han et stykke papir op og skrev, at William Dam havde købt bogladen, og at alle havde at rette sig derefter. Der var ikke mange formaliteter.
1. juli 1933 overtager William Dam bogladen, der foruden bøger og papirvarer nu også er lagerførende i klaverer, pianetter, violinstrenge med tilhørende voks, kongelige porcelænsfigurer, bornholmsk keramik, film, penneskafter samt diverse penne, bl.a. elastikpenne og kongepenne, for ikke at tale om autoriseret blæk og regnskabspapir i folie størrelse. Desuden trykpapir i baller, tapet, mundharper, lædervarer, fluesmækkere, samt barberblade. Men hovedvægten lå på bøger.
Politisk rumlede Hitler nede i Tyskland, en rumlen, der som alle ved mundede ud i 2. verdenskrig. I 1939 angreb Tyskland Polen. Det skete efter at Tyskland havde oprustet massivt siden1934. 9. april 1940 blev Danmark så besat af tyske tropper.
Hos Frits Sørensens Boghandel, som den stadig hed, med adresse St. Torv 26 i Rønne, gik livet videre. Hvert år bød på isvintre. Det var bidende koldt og man ekspederede i tykke frakker og fedtlæderstøvler, da det store rum kun havde en enkelt ikke fungerende kamin, eller brændeovn om man vil, og isolering var et ukendt begreb. Desuden var der rationering på kul, koks, cinders og tørv. Foruden naturligvis fødevarer som sukker, mel, kaffe, smør plus en masse mere.
Under krigen steg salget af klaverer og pianetter betragteligt. Hver lørdag og søndag blev de kørt ud til kunderne. Det foregik på åben lastvogn og med 2 mand, der skulle sørge for de ikke væltede. Det var mest gårdejere over hele Bornholm, der købte pianetter og klaverer.
Forretningens inventar var højtideligt – sort lakeret træ med guld kanter. Der var meget højt til loftet og reolerne gik hele vejen op, så man skulle ikke lide af højdeskræk, hvis en kunde ønskede at se på en bog på øverste hylde. Dertil brune linoleumsgulve og glasdiske.
I 1940'erne foregik alt arbejde stående. Bogholderen stod ved en stor skråpult midt i forretningslokalet og skrev med sirlig skråskrift tallene ind i en stor bog, der først hver morgen skulle låses op med en stor nøgle. Man skrev selvfølgelig med fyldepen, altså blæk. Bogholderen havde sorte skåneærmer samt en grøn celluloidskærm til at skygge over øjnene. Han hed Andersen. Derefter blev kladden overført til hovedbogen (med sirlig skrift og blæk). Hvert kvartal skrev man så regninger ud til kunderne (med sirlig skrift og blæk), hvorefter bydrengen kørte ud med kuverterne. På disken lå som sagt en stor indbundet kladde, hvor personalet kunne notere de varer, kunderne ønskede noteret til senere betaling. Det kunne f. eks. være 3 stk. silkepapir eller et viskelæder.
Afhentning af de varer der var kommet med damperen fra København, foregik med trækvogn – betjent af yngste lærling. Det krævede muskler og udholdenhed, for det var op ad bakke fra havnen til Store Torv.
Bogladens kasseapparat var imponerende. Et stort monstrum i messing af mærket NATIONAL og med en masse skuffer, samt en klokke, der blev aktiveret ved indslag på kassen. Den lyd nåede ud i den fjerneste krog af bogladen – hvilket også var meningen. Alle apparater inklusiv kasseapparatet var mekaniske. Først 1980'erne gik man over til elektronikken.
Men bogladen havde allerede i 1920´erne åbnet en filial i Hasle – Hasle Boghandel. Den lå på byens hovedstrøg og blev lukket i 1965.
Krigen ender for Bornholms vedkommende med russernes bombardement efter krigsafslutningen i 1945, og derefter russisk besættelse, der varede til
5. april 1946. Men inden da – i 1939 – havde bogladen fået et knopskud, idet man var blevet filial af Oversøisk Passagerbureau (O.P) på Axeltorv i København.
Da krigen brød ud, kunne man bare ikke rejse ud i verden. Og man skulle et stykke op i 1950'erne, før der blev slækket på rejserestriktionerne.
William Dam fik imidlertid en god ide. Kunne man ikke rejse, så kunne man da se smalfilm og høre på foredrag om de fremtidige rejsemål, og dermed var Rejseklubben Over Sø og Land skabt. Det var i 1952. Det blev en stor succes og klubben havde over 3000 medlemmer, da folk jo selvsagt var i underskud for rejseoplevelser. Og da fjernsynet ikke for alvor var kommet endnu, var man mere end tilfreds med smalfilm kørt på Bell & Howell fremvisere og projiseret op på en perleskærm – og med musikledsagelse af spolebåndsoptagere. Og foredragsholdernes begejstring for de eventyrlige rejser til Harzen, Tyrol eller måske Italien smittede af på tilhørende. Årskontingentet var i begyndelsen kr. 8.- . Det var utrolig populært.
Sæsonafslutningerne var et kapitel for sig. Foruden husorkesteret, der bestod af Ernst Galthen på violin og Løfholm på klaver, var her optrædenaf skuespillere og musikere, der var oppe i tiden. Men højdepunktet var et store lotteri, hvor man kunne vinde en tur til København med 66-bådene eller en flyrejse t/r til f. eks, New York.
Til at starte med holdt Rejseklubben Over Sø og Land til på Rønne Teater, men da pladsen blev for trang flyttede man til Industriens lokaler i Sct. Mortensgade for til sidst at ende på Hotel Borgen i bymidten. I Nexø foregik det altid på Holms Hotel.
Men russernes bombardement af Rønne og Nexø efter krigsafslutningen resulterede i meget store ødelæggelser, samt at Sparekassen, som bogladen
var lejer hos, blev svært beskadiget. Man besluttede at rive bygningen ned, og erstatte den med en ny.
Bogladen måtte flytte til ny adresse, mens byggeriet stod på. Det var i en lille forretning i den nybyggede ejendom på hjørnet af Ll. Torv og
Stålegade, der idag i 2022 huser Lottes Blomster.
Kgl. bygningsinspektør Eske Kristensen blev betroet opgaven at bygge den nye Sparekasse. Han var en af Danmarks dygtigste arkitekter, æstetiker til fingerspidserne og ønskede ingen indblanding fra bygherren eller andre. Det resulterede i, at bogladen blev flyttet fra St. Torv til Snellemark 51 – altså rundt om hjørnet. Arktitekten tegnede også alt inventar, som blev udført i sjældne træsorter fra Thailand, hjemsejlet af ØK og håndlavet hos Kuhres snedkeri i Østergade. Men arkitekten havde glemt det praktiske – der var ikke en eneste skuffe i bogladen.
Arkitekten sagde også, at tiden kaldte på neonskilte på facaden – og de var dyre – meget dyre. William Dam krympede sig, men fik så en ide.
Bogladen skulle fremover hedde William Dam i hvidlakeret træ og boghandel i bøjet neon og med større skrift. Det var en væsentlig besparelse, og det blev undtagelsesvis godkendt af Eske Kristensen. Efter genopbygningen åbnede bogladen så på adressen Snellemark 51. Det skete i 1951.
Eske Kristensen havde også projekteret og lavet en meget smuk bred trappe af egetræ. Den førte fra bogladen ned i kælderen, hvor der var et stort lokale. Ingen vidste, hvad det skulle bruges til, for alle, der har en forretning ved, at det er mere end svært at få folk ned i en underetage. Så der måtte tænkes kreativt. Det skulle være noget ud over det almindelige.
William Dam var også meget kreativ og havde altid haft udlængsel. Han kombinerede de to ting og skabte Kinakælderen, hvor man kunne købe spændende ting fra hele det Fjerne Østen, som det hed dengang. I flæng kan nævnes persiske og kinesiske tæpper, antikt kinesisk porcelæn, sandeltræssæbe, risskåle og røgelsespinde, kamfertræskister, kløpinde og alle former for klædestoffer, jade, skyggedansere af læder, meterhøjetræfigurer, alle former for the, tigerbalsam, ja alt eksotisk og fremmedartet, og af en kvalitet, man ikke kan få i dag.
Alt kom hjem i store trækasser, og alle ting var pakket ind i græs. Kunderne syntes det var spændende og hjalp gerne med til udpakningen, der foregik ude på gaden. Det var meget eksotisk. Kinakælderen havde ingen besvær med at tiltrække kunder og havde en fast kundekreds både i det øvrige Danmark og i udlandet.
I 1972 kom afdøde ingeniør Knud Sandgrens samling af kinesisk kunst til salg i Kinakælderen. Det skete efter afdødes ønske.
William Dam, der var meget regelret, ringede til Nationalmuseet og spurgte, om de ville bistå med vurderingen. Museumsinspektør Yde Andersen kom. Han havde afsat 1 dag til besøget og blev 1 uge. Efter den første dag udtalte han: Det er den mest vægtige samling af kinesisk kunst i Nordeuropa. Der blev både vurderet og købt ind til Nationalmuseet. Interessen var enorm – ikke mindst fra udlandet – og da salget startede var der kø foran bogladen. Kø af mennesker med store
tomme kufferter. Både museumsfolk og almindelige samlere.
Men varesortimentet skiftede også i bogladen. Efter 2. verdenskrigs slutning i 1945 begyndt de store varenyheder fra udlandet at komme – primært fra USA. Kuglepennen var det helt store hit. Med mærker som Parker i spidsen var det et statussymbol at have en kuglepen i lommen –og ikke i inderlommen, men yderlommen, så man kunne se den. De klattede en del og skrev noget ujævnt, men de signalerede, at man var betydningsfuld og med på noderne.
Men det blev endnu mere mageløst, da man fik at vide at den kunne skrive under vand. William Dam fyldte et stort – meget stort - akvarium og lavede en vinduesudstilling, hvor man kunne se gubbier og slørhaler svømme rundt mellem kuglepenne og breve. Ingen satte spørgsmålstegn ved, hvad den praktiske betydning mon var.
Et andet statussymbol var oppustelige puder af plastik. Ingen anede hvordan man før havde klaret sig uden. Eneste ulempe var at de havde en
tendens til at klæbe så de var vanskelige eller umulige at puste op. Men de gik som varme hveder, da de var stemplede: Made in USA.
Som sagt havde bogladen et tilknyttet rejsebureau – O.P. Passagerbureau siden 1939. Og da William Dam ad den vej fik forbindelse til de Canadiske Jernbaner, var der mange bornholmere der gerne ville prøve lykken i USA og Canada. Alt dette foregik i bogladen.
Det var landmænd og håndværkere, der solgte alt for at prøve lykken på den anden side af Atlanten. Man meldte sig og fik en plads i køen, når De Canadiske
Jernbaners inspektør kom for at godkende ansøgerne. Det drejede sig om flere hundrede mennesker som ønskede at prøve noget nyt. Nogle kom hurtigt tilbage, men de fleste blev og skabte sig en tilværelse i det fremmede.
Efter krigen og under de hårde isvintre opgav DDL – Det Danske Luftfartsselskab, der senere blev til SAS – beflyvningen af Bornholm, mens Zone Redningskorpsets små KZ fly fløj nødforsyninger og enkelte passagerer til og fra Bornholm. Man landede på Hammersøen, der nærmest var bundfrossen. Men det var ikke en holdbar løsning. Det fik en kreds af erhvervsfolk og gårdejere, med William Dam i spidsen og med domicil i bogladen til at starte Bornholms Lufttaxa.
Man forelagde først sagen for Amtmand P. Chr. Von Stemann, som var højeste myndighed på øen. Her forelagde man sagen i et brev dateret 29. april 1947. I brevet var ligeledes en liste over anbefalere, der spændte fra samtlige borgmesterkontorer over turistforeninger til Bornholms Værn.
Man skrev, at man kunne købe et engelsk Airspeed Consul fly – en bombemaskine – der stod i Norge for 6500 engelske pund , hvis Forsyningsministeren ville
give tilladelse til brug af valuta. Man skriver, at bornholmerne under normale forhold, såvel som under isvintre, altid har været stedbørn i trafikmæssige henseender. Man påpeger også, at en sådan maskine kunne benyttes som turistattraktion, og med de nødvendige tilladelser tillige føre turister til øen og dermed indtjene udenlandsk valuta til landet. Maskinen havde plads til 6 passagerer.
12 maj 1947 rejser William Dam til København for at forelægge sagen for Forsyningsminister Axel Kristensen. 17. juni 1947 sendte ministeren et brev til William Dam med et afslag. Ministeren begrunder afslaget med den vanskelige valutasituation.
Som sagt var alle kontormaskiner mekaniske efter krigen, kasseapparater, skrivemaskiner og regnemaskiner. Men ved folketingsvalget i 1960 blev
danskerne præsenteret for landets første elektronhjerne. DASK (Dansk Aritmetisk Sekvens Kalkulator) var udviklet af Regnecentralen. Den fyldte en hel villa i Vanløse og kunne addere og subtrahere, multiplicere og lave prognoser med en svimlende fart. Til at servicere den havde man et helt hold hvidkitlede højtuddannede mennesker. Det var begyndelsen til enden for regnestokken og begyndelsen til nutidens lommeregner.
Alt blev nu elektronisk – og nye maskiner kom til både i bogladen, men også i alle andre butikker. Telefaxmaskiner, avancerede lommeregnere, som Texas Instrumentes var storleverandør af.
Computere, som i starten mest var hobby maskiner med Commodore 64 i spidsen, blev dog spydspidsen for hele EDB alderen. Og da først erhvervslivet og
skolevæsenet så mulighederne, eksploderede det.
En overskrift i Bornholms Tidende 1970 viste vejen: Handelsskolens dør står på klem til EDB alderen, stod der.
19. december 1973 dør William Dam pludselig af en blodprop. Da det var midt i julehandelen, var det meget ubelejligt, også fordi der kun var 2
ansatte foruden Birte og Mogens Dam. De stod så pludselig og skulle finde ud af, om de skulle fortsætte driften, eller rejse tilbage til Japan, hvor Mogens Dam havde en stilling stående åben. Det var på det amerikanske forlag Charles E. Tuttle, der både havde afdelinger i USA og i Japan. Faktisk var forlaget det største i Det Fjerne Østen, som man kaldte det dengang.
Mogens Dam havde foruden en højere handelseksamenen fra Niels Brock, fået sin boghandleruddannelse hos Arnold Buscks boghandel i København. Arbejdede derefter hos Doubleday Books på 5 th Avenue i New York og fortsatte så til Charles E. Tuttles Forlag i Tokyo, hvor han fik lov til at arbejde med de bedste bogdesignere i Japan.
Men Birte og Mogens Dam valgte altså Bornholm, og startede med at udbygge forlagsdelen og Kinakælderen.
Umiddelbart efter brændte der et stort pakhus i Frihavnen i København. Man ringede til Bornholm, om man var interesseret i at købe det af lageret, der ikke var helt ødelagt – ubeset. Vi så på hinanden og konkluderede, at hvis det hele koksede, så kunne vi altid nå at bygge noget op et andet sted. Så vi købte altså et stort,
sodsværtet lager af kinesiske ting – mest porcelæn. Hvor stort lageret var og hvilken tilstand det var i, gik først op for os senere.
Med fjernsynets indtog, spåede mange bogens død. Men endnu engang viste den sig at være langtidsholdbar. Der kom mange gode bøger på markedet – og nogle få virkelige højdespringere. Da Mao Zedongs tanker udkom i 1964, taler vi om et oplag på ca. 1 milliard - kun overgået af Bibelen. Formand Mao, som diktatoren yndede at kalde sig, stod i spidsen for Kina 1947 – 1976 og hans tanker og betragtninger i bogform var tiltænkt det kinesiske militær, samt den kinesiske befolkning. Den kinesiske stat støttede økonomisk. Det var altså ren propaganda.
I 1997 kom så den anden højdespringer: Harry Potter-bøgerne. Det var en anden måde at skrive på, og forfatterinden J.K. Rowling slog i den grad igennem, at hun blev milliardær på sine bøger, der udkom i et samlet oplag på ca. 500 millioner eksemplarer.
Bogladen udgav også i perioden 1973 – 2001 mange bøger.
Bornholm, den grønne rejsefører blev en klassiker, der i mange år blev trykt og solgt i oplag på 10.000 eksemplarer pr. år. Foto Bornholm, en bog til turisterne, der i mange år blev trykt i faste oplag på 10.000. Også Bornholm i Billeder, der i fotos viste årets gang på Bornholm, var en af bogladens opfindelser. Det samme gjaldt Bedstefars Bornholm – som fotografen så det. Hugo Jensens sildekogebog – Røgede og spegede Bornholmere – blev en højdespringer, som rundede et salg på 25.000 eksemplarer. Med Sejl, Damp og Motor – Bornholmske skibe ca. 1850 – 1976, var en komplet fortegnelse over bornholmsk indregistrerede skibe. Bornholm i 1950 – 60'erne. Bornholm i 1970 - 80`erne og endelig Bornholm 1990 – 2005. Tidsbilleder fra en ø. Blot for at nævne nogle få titler.
Ø-kulleren var en satirisk årbog, som Sabber tegnede. Sabber var et multitalent, der både tegnede og skrev, men hans spidskompetence var papirklip. Med kirurgiske sakse formåede han at skabe universer af trolde og nymfer. Han var et meget vidende menneske, der med elegance bevægede sig i så forskellige områder som historie, musik og botanik. Han kunne forklare om indretningen af de russiske Zar slotte, om vikingernes levevis – ja alt.
I 1978 kom han næsten hver aften ved middagstid til os, der dengang boede ved Gudhjem. Han kom på knallert og i fuldt udstyr. Og så begyndte vi at smide ideer på bordet. Bølgerne gik højt – det var meget fornøjeligt. Resultatet skulle blive en satirisk årbog om livet på Bornholm.
Da Ø-kulleren skulle udkomme, kørte Birte efter Sabber, da han ikke havde førebevis til et automobil, som han sagde. Da Birte ankom, var Sabber iført kjole og hvidt og scooterstøvler. I bogladen kunne kunderne så få et lille glas og i øvrigt hilse på Sabber. Da klokken blev 14 og bogladen lukkede, sagde Sabber, at han gerne ville købe ind i Irma, der lå i Torvegade. Iført kjole og hvidt, samt scooterstøvler entrede Sabber Irma, for at støde ind i øens amtslæge, som det hed dengang. Jamen dog – sagde amtslægen, hvorefter Sabber sagde: ”ja, vi er jo nogle, der ved, hvordan man skal klæde sig, når man handler i et supermarked”. Det var en dejlig dag.
Bogladen fulgte med tiden, og da lejrskoler og turister sendte postkort, for at fortælle dem derhjemme om ferien, var vi oppe på at sælge og trykke 500.000 - 1.000.000 om året.
Bogladen havde altid boet til leje hos Bornholms Spare- og Lånekasse, som det hed. Men i 1980 meddelte Sparekassen, at de selv skulle bruge
lokalerne. Det var mildest talt et uventet chok. Skulle man fortsættedriften et andet sted, eller dreje nøglen om? Og i givet fald hvor skulle
man flytte hen?
På den anden side af gaden var man ved at opføre en forretningsejendom. Det var på det tidspunkt Bornholms dyreste byggeri, og alle gik og gættede på hvem der var dum nok til at flytte ind. Vi gættede med, men fandt intet svar.
Vi traf en hurtig beslutning. Hvis de 3 butikker, der var projekteret i det nye byggeri, blev til 1 stor butik, og hvis Sparekassen ville betale 1 million kontant, for at vi kunne flytte ind så snart byggeriet var færdigt, og altså ikke vente 5 år, som var bogladens opsigelsesvarsel. Samt stillede fornødne lån til disposition og således gøre det hele muligt, ville vi skifte Snellemark 59 ud med Snellemark 36. Det var man interesseret i og 1981 flyttede bogladen over gaden til nye lokaler.
Det gamle National kasseapparat, som havde overlevet russernes bombardement, fulgte med.
Efter flytningen kom vi med i BOGPA, en indkøbsforening for bøger og papir. Hermed fik vi lavere indkøbspriser og bedre markedsføring. Det var en god forening, men den ændrede sig til det dårligere, efterhånden som ledelsen blev udskiftet. På det tidspunkt var navnet blevet ændre til Bog & Ide. Man gik også ind for legetøj og alle mulige billige plast ting fra Kina. Væk var altså vores hovedinteresse – bøgerne.
Bogladen tog konsekvensen og meldte sig ud i 2019.
Men der skete andet inden for bogbranchen, da Amazon startede internet - handel med bøger i USA. Det var i 1994. Det var en ny måde at sælge bøger på. Hos William Dam i Rønne havde man også øjnene rettet mod Amazon og i 2005 gik bogladen så på nettet og var således med i første bølge i Danmark.
Men inden da skiftede bogladen ejer, da Birte og Mogens Dam 1. maj 2001 solgte bogladen til deres datter Pernille Dam Povlsen, der ejede og
drev Strandvejens Boghandel i Hellerup og desuden var akademiøkonom og deres svigersøn Peter Povlsen. Tidspunktet faldt sammen med implementering af ny teknologi, hvorfor det var et logisk tidspunkt , så de nye ejere kunne afstikke kursen for forretningen.
Bogladen, der havde haft til huse i Snellemark 36, skiftede adresse, da man købte et nedlagt supermarked på adressen St. Torv 7. Her havde det statelige Rønne Apotek tidligere haft til huse. Det skete i 2006. Hermed rådede man over ca. 800 m2.
Men nethandelen voksede også og krævede mere plads. Det løste man ved at lægge hele afdelingen på 1. sal. Også postkort og forlag krævede plads, så man endte med at købe hele bygningen St. Torv 7.
Man fortsatte med at trykke og udgive bøger og internetdelen voksede meget. Man implementerede og implementerer stadig nye systemer og er altid med helt fremme.
2021 købte bogladen så den nedlagte brugs i Povlsker, med tilhørende pakhus, samt Povlsker gamle skole, der lå i samme bygning. Samme år
åbnede man så William Dam Living – en livsstilbutik, med tilhørende galleri og Cafe, som drives sammen med bogladen.
Bygningerne var i dårlig stand og trængte mildest talt til en kærlig hånd. Men Peter Povlsen og Pernille Dam Povlsen havde en klar plan og var klar
til at levere knofedt. Med hjælp fra gode naboer, håndværkere og venner kunne man så åbne den nye butik efter 2 måneders intensivt arbejde. Og projektet har allerede bevist, at det var rigtigt set.
Her i 2022 slutter jeg så.
J.J. Henriksen havde næppe forestillet sig dette, da han åbnede sin boglade i 1857.